Derfor er optimering ikke en mulighed:

Den bemærkelsesværdige stigning i vedvarende energikilder er opmuntrende. IEA (Det Internationale Energiagentur) fandt for nylig ud af, at verden vil tilføje mere end 5.500 gigawatt (GW) ny kapacitet inden 2030. Det er næsten tre gange så meget som stigningen mellem 2017 og 2023.

For enhver virksomhed, der ønsker at dekarbonisere sine termiske energiprocesser, kan det virke logisk at vente, indtil elektrificering af systemet bliver et realistisk forslag. Hvis alt fungerer godt nu, vil det trods alt virke som en attraktiv vej at gå at vente med at skyde, indtil den samlede løsning kommer.

Men rejsen mod bæredygtighed er ikke så ligetil. Alle de modeller, der er blevet lavet om, hvordan man bedst når netto-nul, antager, at elektrificering og effektivitet vil arbejde sammen for at nå det mål.

Energieffektivitet indtager hovedrollen i det amerikanske energiministeriums køreplan for industriel dekarbonisering som »... den mest omkostningseffektive mulighed for reduktion af drivhusgasemissioner (GHG) på kort sigt.« Det gentages af EU, som indfører artikel 3, Energy Efficiency First Principle (EE1), som et krav til alle medlemslande (revideret energieffektivitetsdirektiv (EED 2023)).

Du spørger måske, hvorfor der er så meget fokus på effektivitet kombineret med energibesparelser, og hvordan det påvirker netto-nul-forpligtelser.

Det enkle svar er, at det virker.

IEA understreger vigtigheden af at handle nu, når det gælder effektivitet. Se på følgende graf, som er taget fra Net Zero Roadmap, og du vil se, at energieffektivisering kombineret med reduktion af energiefterspørgslen vil have potentiale til at opnå mindst en fjerdedel af de samlede kumulative CO2-udledningsreduktioner. Bemærk også, at disse er vigtige både før og efter 2030, mens størstedelen af den gavnlige elektrificering sker efter dette år.

Reduktion af CO2-emissioner ved afhjælpende foranstaltninger i NZE-scenariet, 2022-2050 (IEA)

Det er også kumulative besparelser, ikke et sæt af enten/eller-muligheder. Kun ved at stræbe efter at optimere, styre og til sidst dekarbonisere kan vi håbe på at nå det ønskede resultat af en netto-nul fremtid.

Dette diagram over de seks søjler, der er nødvendige for at nå målet om klimaneutralitet i 2050, styrker denne tilgang og viser tydeligt betydningen af energieffektivitet og energibesparelser sammen med elektrificering. Tilsammen bidrager de med 45 % til den samlede nødvendige reduktion af drivhusgasser.

Kilde: (venstre) Fraunhofer ISI (højre) IREN

Søjlerne mellem de to diagrammer er omarrangeret en smule. Den venstre side prioriterer energibesparelse og -effektivitet, da mulighederne her allerede kan udnyttes. Disse vil i høj grad bidrage til at forbedre den senere effekt af vedvarende energi (efterhånden som kapaciteten vokser) og elektrificering (efterhånden som de fysiske konsekvenser af den øgede efterspørgsel efter elektricitet imødekommes) ved at opfylde mulighederne for at være tilstrækkelig.

Der er en subtil, men vigtig skelnen mellem den almindeligt anvendte »effektivitet« og vores vægt på »optimering« på bæredygtighedsrejsen. Mens førstnævnte fokuserer på at opnå det ønskede uden at spilde tid, materialer eller energi, indebærer optimering det ekstra skridt at gøre en proces så fuldstændig perfekt, funktionel eller effektiv som muligt. Der er den ekstra nuance af løbende forbedringer.

Ved at tage denne tilgang til termiske energisystemer vil de være bedre positioneret til at drage maksimal fordel af den senere udvikling inden for vedvarende energiforsyning og potentiel elektrificering.